Nyheder
Nyheder totalt: 8294
i dag: 0
25612 skribenter.
|
|
|
|
|
| Så var den der!  | | Torsdag d. 19 september 2002 - af Lars Aagaard | Læst 1109 gange. |  Dan Zoëga-Nielsen´s omtale havørred fra forum siden, er nu kommet på Fangster.dk. En flot havørred i den helt rigtige kaliber!
Havørred 7,25 kg. 84cm. dato 14/09-2002 om aftenen, Gelså A-stykket, agn: Jensen Lax wobler.
Beretning:
Efter et døgn i fiskekonkurrencens tegn og uden ret meget søvn, var jeg egentlig klar til at hoppe i køjen, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tage aftenfiskeriet med! Hvor ofte havde jeg ikke hørt om ’den gyldne time’ og om, hvorledes havørreder har for vane at komme frit frem i åen når mørket falder på? Ingen tvivl om at de var sky, da rigtig mange af konkurrencens deltagere havde fisket dette stykke igennem. Dog uden held. Arrangementet sluttede samme eftermiddag, så åen havde da fået ro i 6 timer – det måtte være nok! Ugen før havde en god kammerat haft en stor fisk på, som han aldrig fik at se. Han havde tilmed været så venlig at fortælle mig præcis, hvor den havde hugget. Jeg viste godt hvor jeg ville hen!
Kl. 20 gik jeg ned til åen; solen var lige gået ned og de første stjerner tittede frem. Jeg listede i en stor bue udenom de store sving for ikke at gøre de fedtfinnede opmærksomme på min tilstedeværelse. Åfiskeri i mørke kræver at man kender området fra dagslys - specielt her på A-stykket af Gelsåen, hvor strømmen er stærk og åen gemmer på 2 meter dybe huller. Den første halve time gik med at finde frem til det helt rigtige endegrej, forskellige blink blev prøvet, men de ’spillede’ ikke som jeg ville. Så prøvede jeg med en Minnow Spoon – dén havde jeg før haft held med i de mørke timer i Ribe Vesterå, men heller ikke dén ville arbejde, som jeg ville have den til. Efter en smøg og en kop kaffe, hvor tankerne lige var en tur ude at runde Cassiopeia og Orion, faldt valget på en gammel Jensen Lax wobbler, som kun meget sjælden fik lov at svømme en tur. Perfekt! Først nu begyndte jeg at bevæge mig nedstrøms for at affiske åen effektivt.
Klokken havde rundet 21, da jeg kastede hen over stedet, hvor min stakkels kammerat for en uge siden mistede ’noget meget tungt’. Hr. Jensen vuggede i strømmen, uden at jeg tog line ind. To omgange på hjulet og så fik han at lov til at stå der lidt igen. BANG! Fast fisk… Jeg hørte mig selv hviske ”Yes”, hvorpå jeg driblede ned i nærheden af fisken som stod og bankede løs med hovedet dybt dybt nede i det kulsorte vand. Umiddelbart var det svært at vurdere størrelsen på dyret i den anden ende, da strømmen lagde et stort pres på linen, og derfor var det let for mig at overvurdere min modstander. Derudover er det jo som om, at alting virker større når det er bælgravende mørkt. Stangen fleksede og linen sang i strømmen. Jeg skulle helst undgå, at den ville længere nedstrøms, for dér spidsede åen til med tiltagende strøm og sivene var høje, så hvis nu jeg kunne komme bag fisken og lægge pres på den, så ville den forhåbentlig flygte optrøms, tænkte jeg. Det virkede – to hårde udløb – og kampen flyttede 30 meter opstrøms. Nu stillede den sig som en pæl nede ved bunden og jeg pumpede forsigtigt opefter, for ville jeg godt hilse på kalorius. Pandelampen blev tændt men jeg fik kun lige en halespids og en meget stor fedtfinne at se, før dyret gik til bunden igen! Pludselig slog det mig; ”-det måtte være en laks med den store fedtfinne! Pokkers også! Kunne det virkelig passe? Jeg som prædiker Catch & Release for laks for at skåne den lille rest af den oprindelige stamme i åen, og jeg som endnu ikke har taget en eneste fisk i år, og jeg som for første gang i år ikke har kamera med – skal jeg nu til at genudsætte en så stor og flot fisk…” -Tankerne fløj gennem hovedet…
Midt i al den moralske tankevirksomhed holdte jeg fisken ude i strømmen, så den kunne bruge nogle kræfter dér – den ville ellers frygtelig gerne i strømlæ for at puste ud, men det fik den ikke lov til. Så fik jeg den igen op til nærmere eftersyn og den viste sit første tegn på træthed, da den kæntrede i overfladen. Nu kunne jeg se alle de sorte pletter, helt ned til bugen. Det VAR en havørred! Fedt! En høj flot hanfisk i efterårsfarver. Så dykkede han igen og jeg begyndte at fundere over hvor jeg skulle lande den. Jeg satte mig på brinken og følte efter med det ene ben for at se, om jeg kunne nå bunden – det kunne jeg godt glemme. Ned på maven for at se om jeg kunne nå ham med min lille lommegaf – det kunne jeg også godt glemme. Imens opførte fisken sig eksemplarisk og spildte en masse kræfter midt ude i åen. Jeg måtte nedstrøms, -ned igennem den stærke strøm, for i næste sving lå der sand og vandet var lavt. Dér skulle vi hen. Havørreden var med på idéen, men pludselig fortrød den og midt i strømstykket piskede den ind under brinken på min side af åen… Jeg måtte ud i sivene på gyngende grund, for at få ham ud. Det lykkedes og nu besluttede jeg mig for at prøve at kane den ind over de nedtrampede siv. Det gik meget godt, lige indtil jeg så, hvor yderligt krogen sad i kæften… Med løs bremse lod jeg den udmattede fisk drive lige ned imod mig og jeg kunne lige akkurat nå at sætte gaffen og med en jævn og rolig bevægelse slæbe ham langt op på land. Først da gik det op for mig, hvor stor den egentlig var. Han fik 3 kraftige gok i nødden, også ellers frem med målebåndet – 84 cm, frem med vægten - 7,25 kg. Hvilken debutfisk i Gelsåen! Hvilken oplevelse. Klokken var nu over halv ti, det var vindstille, stjerneklart og jeg var i en sjælden tilstand af lykke. Havørreden var død, men lidt over 20 minutter af dens liv vil leve i min erindring for altid.
Læs også på Ribe Sportsfiskerforenings hjemmeside
Læs mere >> |
<< Tilbage
 Send til en fiskekammerat
|
|
|
|
flere tilbud
